Makeover af campingvogn i Go' Morgen Danmark

 

renovering af campingvogn go morgen danmark

Vi var meget (!) spændte før fremvisningen af resultatet til Inge-Lise og Steen - se før/efter-billeder i bunden af artiklen. 

Makeover af gammel campingvogn på budget - og få dage til udførelsen! 

Måske så du med, da vi i sommers var i Go' Morgen Danmark for at give en gammel campingvogn et lettere ansigtløft. Da Go' Morgen Danmark spurgte, om vi havde lyst til at renovere en campingvogn på blot tre dage og tilmed på budget, tænkte vi først "det kan jo ikke lade sig gøre.....". Men så kom vi i tanke om, at vi jo faktisk har bygget et hus på syv uger, og så tog vi alligevel udfordringen op.

Vi skulle renovere Inge-Lise og Steens gamle campingvogn. En campingvogn, der havde fulgt dem i tykt og tyndt, så vi følte ret stor ærefrygt ved den her opgave. Hvad nu hvis vi lavede noget, de ikke kunne lide? Og hvad nu hvis vi slet ikke var færdige efter de tre dage? Bekymringerne var mange, men ikke desto mindre nåede vi i mål, og Inge-Lise og Steen blev ovenud lykkelige for deres 'nye' campingvogn. Og så var alle jo glade!

Før/efter-billeder af campingvognen - tips til indretning

De helt store ændringer i campingvognen stod på ombetrækning af alle hynder, sy nye gardiner, male af alle fronter samt at bygge et arbejdsbord på det område, hvor der engang havde stået et toilet. 

Nu er det jo ikke første gang, at vi laver en 'makeover' af noget, og en af hemmelighederne til at lave noget, der syner af meget, er alt det nips, planter og dimser, du putter ind til sidst. Vi havde fyldt køkkenet op med krydderurter og hyggelige genbrugsfund, og der var planter alle vegne (kunstige, naturligvis. Ellers ville det blive lidt af et projekt at holde dem levende året rundt i en campingvogn). Derudover valgte vi at male alle fronter, da dette er en nem måde at skabe en stor forandring på. Vi valgte at gå med en hjemmeblandet lyseblå farve, og du kan læse vores guide til, hvordan du kan tone maling og derved skabe en lignede farve selv. 

- Køkkenet - Fronterne er malet, og der er blevet pyntet med forskelligt nips. Tip: et net kan bruges til at opbevare toiletpapir, frugt, poser, køkkenrulle og lignede, som ellers kan optage megen plads. 


- Spisepladsen -
 Sæderne har fået nyt betræk, der er kommet nye gardiner, fronterne er malet og der er stylet med nye puder, tæpper og nips. Tip: brug en knagerække til opbevaring af jakker (selvfølgelig) men også til krus med hank, et net eller en hængeplante. 

- Det gamle toilet - Vi lavede en løsning med en bordplade med henblik på at skabe mere bordplads samt at skabe mere opbevaring. Derudover var det vigtigt at lave smarte løsninger med hylder, et spejl samt fastsiddende krukker til madvarer som müsli og lignende, så pladsen blev udnyttet til fulde. 

- Sovepladsen - På samme vis valgte vi her at male alle fronter og udskifte de mørke gardiner med en lysere udgave. Derudover er der indkøbt nyt sengetøj, puder og planter, som kunne skabe en hyggelig stemning. Under sengen er der gjort brug af kurve til yderligere opbevaring. 

Om at renovere og skabe en makeover i en campingvogn

Alt i alt var det en virkelig sjov (og hård, nuvel) opgave, som vi lidt håber, vi får mulighed for at prøve igen. Det der med at upcycle noget giver bare så meget mening frem for at købe nyt. En campingvogn kan være super steril og rumskib-agtig, men ved at upcycle en gammel sag, får du foræret enormt meget sjæl og hygge.

Vi håber, at I har fået inspiration til, hvordan man med få midler kan skabe et helt nyt udtryk i sin campingvogn - god fornøjelse! 

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort