Sådan toner du maling - guide til at opnå den perfekte vægfarve

(Ida der blander vægmaling til vores makeover hos Nailit. Læs mere om indretningsprojektet i denne artikel

Find den rigtige vægfarve

Spørgsmålet ‘hvilken farvekode er dette?’’ er et af de oftest stillede spørgsmål på vores instagramprofil @Taisho.dk - og det forstår vi godt. Når det kommer til udvælgelsen af en ny farve til sit hjem, vil man gerne være sikker på et flot resultat. Dette er årsagen til, at vi oftest toner vores maling selv, da det gør det nemmere at tilnærme sig den perfekte farve. Af samme årsag medfører det desværre også, at vi ofte ikke give jer en reel farvekode. I stedet har vi udarbejdet en gør-det-selv guide til, hvordan du kan tone maling, så du forhåbentligt alligevel kan opnå den perfekte vægfarve i dit hjem. 

Læs med nedenfor og find inspiration til, hvordan du kan tilpasse farver i de nuancer, du ønsker. 

Hovedregler til toning af maling

  • Måske vigtigste regel: “Ton farven over mange omgange!" – hvis du først har puttet for meget maling i, er det så godt som umuligt at gå tilbage til tonen forinden. Hvis du f.eks. har fået den for mørk, skal der absurd meget hvid i for at få den lysere. Så tag små skridt af gangen.

  • I relation til ovenstående: “Test evt. en mindre portion, inden du blander den store spand”. Hvis du ikke har prøvet det før, kan du med fordel tage lidt i et mindre bæger og blande lidt i. Her kan du fornemme, hvordan farven arter sig, hvis du blander forskellige farver i.

  • Køb et par billige grundfarver til at tone med” (grundfarverne er gul, blå og rød – og så køb lige en sort med også). Min erfaring er, at det ikke ødelægger den valgte glans, at man toner farven med nogle billige Søstrene Grene-farver. Der skal ikke ret meget i for at tone den.

  • Køb den store bøtte maling i en farve lignede den farve, du ønsker”, og så kan du efterfølgende tilpasse den. Det er straks et større projekt, hvis du skal blande den ønskede farve ud fra en hel hvid spand maling – dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre. 

  • "Lad malingen tørre, før du vurderer farven!” Hav evt. en føntørrer med, hvis du ikke gider vente – faktum er, at du først kan vurdere farven, når den er tør. Den bliver en del toner mørkere.

  • Den skal være mørkere, end du tror”. Når du tester farven på et lille område af en hvid væg, vil den se meget mørk ud, fordi den står i skærende kontrast til den hvide farve. Når farven kommer ud på en hel væg - eller i et helt rum - vil den syne lysere end på det lille område, hvor du tester.

  • Bland den ordentligt!” – det er så ærgerligt, hvis man starter ud med den perfekte farve, som bliver lysere og lysere på væggen, fordi man ikke lige har fået rørt det ordentligt sammen i bunden af bøtten. Det kræver et par minutters god omrøring!

  • "Bland nok maling!” – hvis du mangler at male en meter af din væg og er løbet tør for din hjemmeblandede maling, er gode råd pludselig dyre. Det er umuligt at ramme samme tone igen. Du skal simpelthen bare have nok i først omgang :0)

Tips til toning af maling

Nu tænker du sikkert, at nedenstående ser super teknisk ud – men lad dig ikke skræmme! Det ér ret overskueligt.

  • Brug komplementærkontraster! Og hvad der det? Du kan se de forskellige farvers komplementærkontraster på hjulet nedenunder.
  • Blås komplementærkontrast er f.eks. orange (dvs. gul og rød blandet sammen).
  • Grøns komplementærkontrast er rød, og guls er lilla. Når du ved dette, er det nemmere for dig at tone din farve. 

 

Vil du have en farve mere grålig/knækket? Tilføj dens komplimentærkontrastfarve + evt. lidt sort.

  • Skal din blå være mere afdæmpet/grålig? Tilføj lidt gul og rød + evt lidt sort.
  • Skal den grønne være mere afdæmpet/grålig? Kig igen på farvehjulet – tilføj rød + evt lidt sort.
  • Og så videre, og så videre … 

Vil du have mere gang i din farve? Så er den lidt nemmere at regne ud. En lidt for svag rosa, skal naturligvis have lidt mere rød, og hvis du ønsker den mere ‘laksefarvet’ eller beige’, kan du tilføje lidt gul.

Det bedste tip: prøv dig frem på en lille portion. Hvis du ikke kan overskue den helt store farvelære, kan du komme langt ved at teste lidt forskelligt, før du putter det i den store bøtte.

"Det er ikke alt, der kan lade sig gøre” - kend dine begrænsninger, når du toner:

Hvis du har en meget mørk base, du gerne vil have lys, nytter det ikke noget at begynde at putte hvid maling i den mørke base. Køb i stedet en hvid maling, som du langsomt og nænsomt putter den mørke base over i. Du vil opdage, at der skal meget lidt af den mørke maling i, før der sker noget.

Jeg vil gerne have en intens ultramarinblå eller en skrigende pink – det kommer ikke til at ske på denne måde. Så skal du ud og have fat i noget pigment, og her vil jeg nok i virkeligheden anbefale dig at købe den præcise farve fra start. Du kan ikke ’tone’ dig til de intense farver.

Indsend en kommentar

Bemærk, at kommentarer skal godkendes, før de bliver offentliggjort