Okonomiyaki (Hiroshima style)
Hvad er okonomiyaki?

Der findes to versioner af okonomiyaki, som hver har fået sit navn fra den by de har deres oprindelse i – henholdsvis Osaka og Hiroshima. Hovedingredienserne er nogenlunde ens – kål, dej og toppings. Fremgangsmetoden er derimod ret forskellig. Hvor man ved Osaka-versionen blander alle ingredienser inden man steger, bygger man den op i lag med Hiroshima-versionen.
Der er mange processer i Hiroshima Style okonomiyaki, så det kan være en god idé at starte ud med at se den step-by-step-video, der ligger i toppen af dette indlæg.(Den mere avancerede Hiroshima Style Okonomiyaki – bygget op i lag. “Blærerøvs-versionen”).
Opskrift på Hiroshima Style Okonomiyaki (4 personer)
- 12 spsk mel
- vand
- ½ spsk mirin (sød risvin brug til madlavning. Kan undlades)
- lidt salt
- ½ spidskål
- 1 porre
- 200 g bønnespirer
- 1 pakke bacon eller tyndskåret svineslag
- 4 æg
- 400 g forkogte soba nudler (erstat evt. med en anden type nudel)
- Katsuobushi kværnet helt fint i en morter (Røget, tøret Bonito fisk høvlet i helt tynde flager) Kan undlades.
Toppings
- Okonomiyaki Sauce. Køb Otafuku eller lav den selv som beskrevet nedenfor)
- Mayonnaise (Kewpie Mayonnaise kan anbefales)
- Aonori (Bittesmå stykker tørret tang)
- 3 forårsløg, fintsnittet
Okonomiyaki sauce
Hvis muligt så køb Otafuku Okonomiyaki Sauce. Kan købes i de fleste asiatiske supermarkeder som:
- Kakshidi Food i Kødbyen, København
- Den Kinesiske Købmand tæt ved Nørreport Station, København
- Far East Trading tæt ved Bruuns Galleri, Aarhus
Man kan også prøve at lave den selv ud fra ingredienser, man kan købe i normale supermarkeder:
- 2 dl ketchup
- 2 spsk soya
- 2 spsk Worchestershire Sauce
- 2 tsk sukker/flydende honning

Sådan laver man Okonomiyaki:
- Pisk mel og vand. Tilføj vand indtil du har en tyk koldskålskonsistens.
- Tilføj lidt salt og mirin. Stil skålen til side.
- Snit nu spidskål og porrer. Nogle fintsnitter og andre snitter lidt grovere. Jeg er mere til sidstnævnte, så man bibeholder lidt konsistens og sprødhed i kålene. Prøv dig frem.
- Læg kål, porrer, skyllede bønnespirer, bacon/svineslag, æg i skal, sobanudler, kværnet katsuobushi i hver deres skål, så de er helt klar til kunne tage af.
- Hæld nu dej på en slip-let pande så pandekagen er på størrelse med et stort pitabrød i omkredsen. Drys kværnet katsubushi på.
- Tag en lille håndfuld kål, lidt mindre porre og tilsvarende mængde bønnespirer og læg det på pandekagen i lag.
- Dæk nu hele pandekagen med 2-3 skiver bacon uden overlap. Hæld en lille smule dej ovenpå inden du flipper hele molevitten. Dejen fungerer som lim på alle ingredienserne.
- Ved siden af steger du nu 1/4 af nudlerne i lidt olie. Vend dem i lidt okonomiyaki sauce på panden.
- Når baconet er stegt færdigt, flytter du kål-delen ovenpå nudlerne, så selve pandekagen stadig vender opad.
- Slå nu et æg ud ved siden af og fordel den med din spatel, så den har ca. samme omkreds som din kålpandekage.
- Mens ægget stadig er halvråt, flyttes kålpandekagen ovenpå æggene med nudelsiden nedad.
- Når ægget er færdigstegt vendes hele molevitten.
- Dæk pandekagen med toppings. Okonomiyaki sauce, mayo, Aonori og forårsløg.
Velbekomme!